Velkommen Fuglsanggården - et sted i bevægelse

I naturskønne omgivelser i udkanten af Grenaa by ligger plejecenter Fuglsanggården tæt på skoven og med kort afstand til stranden og en skovsø.
 
Fuglsanggården er et lyst og venligt center i ét plan med 38 2-rums boliger og to 1-rums boliger, der alle har udgang til terrasse og fællesarealer.
 
Alle boligerne kan indrettes efter eget ønske og behov, og der er plads til, at man både kan dyrke fællesskabet sammen med de andre beboere og samtidig have sine individuelle sysler og interesser.
 

Plejecenter Fuglsanggården har over 60 dygtige medarbejdere, der alle brænder for at gøre hverdagen så rar og overskuelig som muligt, og de bakkes op af et netværk af frivillige, som skaber liv og står bag mange aktiviteter både på og uden for centret gennem året.

Ledelsen og personalet sætter en ære i at skabe en tryg ramme for alle beboerne og samtidig integrere nye og spændende idéer i plejecentrets dagligdag.

Udvikling og kvalitet er i højsædet, og Fuglsanggården er et sted, der konstant er i bevægelse. Og sidst, men ikke mindst, er der altid åbne døre for familie og venner til beboerne, så kontakten til omverdenen bevares og alle, der har sin gang i huset, føler et fællesskab med det lokale samfund.

Velkommen på Fuglsanggården.